At rejse med en baby

Børneferie i Thailand

Børneferie i Thailand

Det er ved at være længe siden, vi besluttede os for at skulle til Thailand. Jeg har egentlig altid været mest til spontane ferier, men jeg er begyndt at nyde at have tur at se frem til. Det gør nogle af de hårde hverdage lidt nemmere at komme igennem. Jeg elsker min hverdag, men jeg ville aldrig kunne undvære vores ferier væk fra alle forpligtelserne, rutinerne og de daglige gøremål.

Rejseplan: Vi ville gerne se nogle nye steder i Thailand, men blev også enige om at have nogle dage i Bangkok. Vi valgte øerne Koh Chang og Koh Kood.

Familieferie kombineret med både små og store venner

Vi er så heldige at have nogle gode venner, som har en sød, lille pige på knap 2 år. Vi rejste med dem inden vi alle blev forældre og valgte begge barselsferie i Florida, hvor vi havde den hyggeligste uge sammen i Siesta Key.

Vi synes det er en fed måde at kombinere ferien med familie kvalitetstid og samtidig også at få oplevelser med vores venner. Børnene leger og hygger sig sammen og om aften bliver der spillet spil og lavet lidt drinks. Det fungerer super godt for os og vi kan klart anbefale det.

Vores første aften på Koh Chang

Det passede også på denne ferie, at vi kunne slå nogle af vores feriedage sammen. Det endte også med vores fælles veninde sluttede sig til ferieholdet. Det blev til 6 gode dage sammen på Koh Chang og nogle dage i Bangkok.

Flyturen

Billetterne blev bestilt i Juni måned. Det blev Norwegian air og vi havde fået direkte fly København-Bangkok t/r i marts måned. Jeg var meget spændt på flyturen. Normalt prøver vi altid at bestille billetter så de passer med Louis’ nattesøvn, så føles turen lidt hurtigere og vi plejer at kunne sove de fleste timer væk. Denne gang skulle vi mod Bangkok kl 15.50 og turen hjem til København var med afgang kl 10.00. Det var lidt af et sats, men tilgengæld fik vi billetterne til en god pris og dagene passede perfekt.

Vi havde fået nogle gode pladser med ekstra benplads på flyvningen mod Bangkok som tog 11 timer (Vi havde en ekstra time hver vej, pga konflikten mellem Pakistan og Indien, som gjorde at den normale flyrute måtte ændres). Pladserne var geniale, når man har et barn på skødet og kan helt klart anbefales. Jeg tror faktisk hellere jeg vil have den ekstra benplads foran sæderne, end en almindelig række med et ekstra sæde. Louis kunne sidde på sin dyne på gulvet foran mig og lege eller se iPad. Det gør turen lidt nemmere og vi kunne også selv sidde og slappe lidt af. Personalet kom og spurgte til vægten på vores dreng og da han vejer under 12kg tilbød de os et bassinet. Jeg anede ikke han stadig måtte ligge i den. Han er lidt lang til den, men det gik. Han fik sovet nogle gode timer i sin bassinet og et par stykker liggende på mig. De gange vi har haft bassinet, har jeg ringet ind i god tid og bestilt det, de er normalt hurtigt taget.

Norwegians bassinet til børn under 12 kg.

Hjem skulle vi flyve kl 10, men vi var desværre over en time forsinket og en 12 timers flytur ventede os. Det var en meget træt Louis vi havde med ombord og vi havde ikke været lige så heldig med pladserne på hjemturen, så der var ikke meget plads at manøvre rundt på. Da vi var lettet og skiltet med sikkerhedsselen slukket, tog jeg bæreselen på og Louis faldt i søvn med det samme. Bæreselen var en lifesaver på hjemturen. Hvilket kom bag på mig, for vi bruger den aldrig derhjemme længere.

Jeg stod primært op med ham, bagerst i flyet. Alt for han fik så god en lur som muligt. 1 1/2 time blev det til. Så blev der leget, set iPad, gået tur på flyet og spist mad og vi sluttede af med en god lur på 3,5 time. Vi vækkede ham en lille time før vi landede (kl. 17.00) i håb om vi kunne ramme dansk sove tid og være tilbage i god søvnrytme. Den gik næsten, Louis vågnede kl 01.00, var vågen i 1-2 timer hvorefter han faldt i søvn igen og så var vi alle tilbage til dansk døgnrytme.

Bangkok lufthavn og minibus videre

Jeg havde hjemmefra bestilt en minibus via Koh Chang minibus, som ventede på os i lufthavnen. Vi havde en køretur på 5,5 time foran os, før vi var fremme på Koh Chang.

En dame stod med et skilt i hånden, da vi kommer ud i ankomsthallen i lufthavnen og 15 minutter senere sidder vi i en fin minibus med masser af plads. Jeg havde bestilt bussen med autostol til Louis og alt fungerede som det skulle. Busselskabet har kører i hele Thailand, så de kan også bruges hvis man skal andre steder hen end Koh Chang.
Louis og Kevin tog en god skraber på lidt over 4 timer og derudover blev der ikke sagt meget på turen – vi var nok alle lidt ramt at tidsforskel og mangel på en god nattesøvn.

Der er mange 7/11’s på vejen og hvis man vil holde pause, handle mad/snacks eller have en tissepause, så siger man det bare til chaufføren

Koh Chang og Koh Kood

Vi brugte den første uge på Koh Chang. Herefter tog vi med speedbåd videre til Koh Kood. Kevin havde bestilt billetterne hos et sted ved White sand beach – nemt og billigt, fik arrangeret at de samlede os op på hotellet og kørte os til båden. Det var noget af en tur og jeg må ærligt indrømme, at jeg var godt træt af vores beslutning om speedbåd fremfor færge, da vi stod på kajen. Speedbåden var pakket med passagerer. Vi sad som sild i en tynde og jeg var klar på en tur med en meget utilfreds Louis, for intet viste tegn på, at det ville falde i Louis’ smag.

Vi hamrede afsted, men vi sad da heldigvis i spænd, så der var ingen risiko for vi røg nogle steder hen. Efter lidt sejlads tændte styrmanden for lidt lækker thai techno og da jeg ser på Louis igen, er han faldet i søvn på min arm. Som min veninde skrev: “Den bedste følelse når en lur bare kommer som sendt fra himlen”. Turen tog ca 1 time og 45 minutter.

Jeg havde egentlig tænkt vi tog færgen tilbage til Koh Chang efter vores 4 dage på Koh Kood, men det gik jo egentlig ganske nemt. Så vi bestilte billetterne gennem hotellet og 4 dage efter sad vi sørme igen på en speedbåd, nu med kurs mod Koh Chang. Heldigvis var vi kun otte med båden, ingen thai techno og en Louis der sov efter 10 minutter – han behandler os godt.

Videre til min yndlings storby, Bangkok

Vi havde en nat på Koh Chang inden vi skulle med en minibus tilbage til Bangkok. Vi blev samlet op af vores venner og kørte til Bangkok sammen.

Vi nærmer os Bangkok.

Vi havde bestilt den hjemmefra til kl 10, men fik uden problemer ændret den til afgang kl 8, og faktisk ville det ikke have gjort mig noget, hvis det kunne være blevet kl 6 eller 7. Så kunne vi have været tidligere fremme i Bangkok og fået mere ud af dagen. Vi havde kun 2 dage i Bangkok (hvilket efter min mening på ingen måde er nok).

Er vi færdige med Thailand?

Turen gik hjem til København efter 15 dage i dejlige Thailand. Selvom vi har været her flere gange, så føler jeg stadig der er meget vi mangler at se. Det er et fantastisk folkefærd, venlige og glade. Lækker mad og så selvfølgelig massagen. Hvor jeg dog savner den i skrivende stund. Thailand er så smuk og der er noget for enhver smag. Så der er bestemt ikke sidste gang vi besøger Thailand.


Hvis jeg skulle vælge en anden storby end København og det ikke skulle være i Skandinavien, så ville det uden tvivl blive Bangkok.
Hvilken storby drømmer du om at flytte til?

Der kommer separate indlæg om Koh Chang, Koh Kood og Bangkok. Jeg håber i vil læse med.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *