At rejse med børn

Chicago – Storbyferie og baby

Chicago – Storbyferie og baby

I september gik turen en uge til Chicago. Vi besøgte min veninde, som har boet derover i et års tid. Jeg havde egentlig ikke tænkt på Chicago som et rejsemål for os, hvis ikke min veninde var flyttet dertil. Det forstår jeg ikke nu, hvor jeg har været der, for det er en fantastisk storby og den har lidt af hele uden at være for stor og uoverskuelig. Jeg kan klart anbefale en tur til Chicago med børn, men vær opmærksom på at sommeren er utrolig varm og vinteren bidende kold. Min anbefaling vil være at vælge forår eller sensommer.

Fly, billetter og baby på 10 mdr.

Billetterne bestilte vi 4 måneder inden afrejse. SAS flyver direkte og var næsten de billigste. Vi ville gerne betale de ekstra 600kr for ikke at skulle mellemlande og de havde aften/nat flyvninger begge veje.

Vi ringede ind til SAS med det samme billetterne var i hus og fik bestilt et bassinet, hvori Louis kunne sove. Grænsen for, hvor gammel eller tung baby må være er forskellig hos selskaberne, men normalt er det 1 år eller 11 kg.

Hvor skal man bo i Chicago?

Vi var så heldige at bo hjemme hos min veninde. Hun bor lidt udenfor Chicago i en by der hedder Evanston. Et stort lejlighedskompleks med fitness, basketball bane, hjemmebiograf, pool – ja, der var det hele, rigtig amerikansk og vi elskede det. Især poolen var meget tiltrængt, til at få kølet af når termometeret kommer over 30 grader.

Udover det har Evanston ikke så meget mere at byde på. Så hvis man kommer og skal se og opleve byen, vil jeg helt klart vælge noget i centrum af Chicago. Gerne tæt på Millennium Park, der er så hyggeligt.

Hvordan kommer man rundt?

Vi boede jo i Evanston og havde et stykke ind til Chicago. En dag tog vi toget (ca. 40min.) ind til byen og ellers var vi heldige at låne bil af min veninde. En rigtig amerikaner ford med plads til det hele. Parkeringen inde i byen er dyr og trafikken er crazy. København i myldre tid er ingenting sammenlignet med Chicago.

Inde i Chicago går der tog og det er nemt at komme rundt også med en klapvogn. Det kaldes “The Loop” og er en gammel højbane der foløber gennem Chicagos gader. Utrolig flot og meget larmende.

Millennium Park og minigolf

Vi var meget heldige med vejret og jeg havde slet ikke pakket nok sommertøj. Vi havde 29-31 grader alle dagene. Vores første dag i Chicago tog vi ind for at se den ikoniske skulptur, the Bean. Det passede med vi kunne gå en tur i parken og Louis kunne få dagens første lur. Stille og rolig start på ferien. Jeg var ramt efter flyturen og Louis var klar på Chicago allerede kl. 4.50 – Godmorgen!

Min kæreste elsker de fleste spil. Det er måske heller ikke så underligt, når man altid vinder. Så da vi kom forbi en minigolf bane inde i parken, så skulle vi selvfølgelig have en dyst. For at det er sjovt for alle (Læs: MIG) så sætter vi gerne lidt på højkant. Kevin skulle vinde med 18 slag mindre end mig. Det blev et af de spil jeg husker og Kevin blev et par sneaks fattigere.

The Bean (Cloud gate)

The Bean er nok den mest fotograferet seværdighed i Chicago og du skal komme tidligt, hvis du vil have en chance for at få et billede uden en masse fotograferende turister i baggrunden. Den er super flot og de høje bygninger spejler sig elegant i den. Den er så insta egnet, som noget kan være. Min kæreste blev da også tvunget til at tage lidt billeder og selvom han ikke er meget for at blive fotograferet, så ville selv han gerne med på et billede.

Crown Fountain

Inde i Millennium Park står Crown Fountain, som er et interaktivt springvand med billeder af borgere fra Chicago. Billederne vises på to store vægge, så menneskerne kigger på hinanden og inden billedet skifter til nye, sprøjter der vand du af deres læber.

Flere børn benyttede springvandet til at køle lidt ned i varmen og der var en hyggelig stemning og summen af mennesker.

Magnificent Mile

Er en laaaang shoppegade – Michigan Avenue. Her findes alle mulige butikker, som vi også kender hjemmefra. Når jeg er i USA er jeg mest til outlet – der er altså ikke noget bedre end et godt tilbud. For hvad der er sparet er tjent (hvis du spørger mig, ikke min kæreste ;).

Vi tog en dag, hvor vi kørte i outlet, som ligger lidt ude for byen. Hvis ikke man er i bil, så går der busser derud inde fra Chicago by.

Baseball – Chicago Cubs

Vi havde besluttet vi ville ind og se en baseball kamp og Kevin havde også et ønske om amerikansk football.

Vi valgte baseball kampen og football må blive en anden gang. Billetterne var vildt dyre og med en baby på maven, synes vi det var lidt for meget, hvis den dag nu ikke lige faldt sammen med en glad og tilfreds Louis.

Baseball kampen var et hit. Vi fik set 1 1/2 time enten stående/rokkende og lidt siddende. Det var vildt fedt og der var den bedste stemning derinde. Jeg havde troet det ville være lidt bøvlet med en baby, men det gik meget bedre end forventet. Vi havde heldigvis pladser i skyggen, så varmen var til at holde ud. Jeg tror ikke det var blevet samme succes hvis vi havde siddet ude i den bagende sol, for hold op hvor var der varmt.

Vi havde hjemmefra købt hørebøffer til Louis. Dem fik han på, da han var ved at blive træt. Han blev rokket i søvn i bæreselen og sov en god time.

Architecture Boat Tour

Benene blev hvilet og vi fik set byen fra floden. Jeg fik ikke hørt meget af det de fortalte om bygningerne. Vi sad mest og snakkede og nød udsigten.

Vi måtte desværre ikke have vores lille rejseklapvogn med ombord på båden. Så Louis blev løftet sovende op i bæreselen. Han fik sovet lidt, men der var meget larm ombord. Så en anden gang havde vi ikke taget afsted mit i en lur. Jeg havde set båden og tænkt, der kunne klapvognen godt komme med ombord, men det var desværre ikke tilfældet. Turen kan klart anbefales.

Lincoln Park Zoo

Lincoln Park Zoo er en gratis zoologisk have i Chicago. Her er så hyggeligt og Louis nød sin første tur i zoo. Den har åbent alle ugens dage og man skal ikke have bestilt billet eller andet inden – det er som at gå en tur i en park.

Vi tog derind om formiddagen, på en hverdag. Der var tilpas med mennesker. Det meste af tiden blev tilbragt inde ved aberne.

Stan’s Donuts

A donut a day keeps the doctor away – eller?
Hvad man ikke siger for at retfærdiggøre de lidt for mange donuts vi fik indtaget i Chicago. Hjemme tror jeg aldrig jeg har spist en donut, men det er som om nogen ting bare høre til, især i USA.

Stan’s donuts ligger overalt i Chicago og den er nem at finde med sit ikoniske lyserøde look. Både kaffe og donut(s) er godkendt af os .

Kan man komme på stranden i Chicago?

Svaret er JA. Chicago ligger ud til den store sø, Lake Michigan. Det havde jeg slet ikke tænkt over – Og det havde jeg ikke troet, hvis du havde spurgt mig inden. Det var nemlig så pinligt, at jeg måtte spørge min kæreste, hvilket hav der lå her, for det kunne jeg altså ikke lige få til at passe ind på mit USA kort. Så jeg fik lige lidt geografi undervisning og blev det klogere.

Vi kom aldrig på stranden, selvom vejret var perfekt til strandtur alle dage. Vi vurdere at vi hellere ville være ved pool eller slentre rundt i Chicagos gader end en strandtur med en baby på 10 mdr. som kravler rundt og spiser sand.

Nåede vi alt vi havde planlagt?

Nej, det gjorde vi ikke, men det meste. Vi ville gerne have været inde og se Sheed Aquarium og jeg tror Louis ville have elsket det. Vi havde bare så godt vejr den dag vi havde planlagt at tage derind. Så Kevin og jeg besluttede, at vi havde fortjent en slappe dag ved poolen. Vi blev Evanston og da Louis var puttet om aften, kørte vi ham i klapvogn ned i hjemmebiografen og så film. Så var vi også ladet godt op til turen hjem dagen efter.

Vi havde også snakket om Adler planetarium og en gåtur ved Navy Pier, men det må blive hvis kommer til Chicago igen. Måske det kunne slås sammen med en tur til Niagara Falls.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *