At rejse med en baby

En forårs-smut-tur til smukke København

En forårs-smut-tur til smukke København

Vi skal til det allerførste gæsteindlæg, og hvor har jeg glædet mig.

#turistiegetland

Gæsteindlæg af @elizabeth_skagen

Far Anders, Mor Elizabeth, Storesøster Filippa på 5, og Lillesøster Ida på 9 mdr – vi elsker at være på ferie, men hvem gør ikke det.

Vi er ofte på storbyferie, og utallige gange har vi hørt: ”Det er da ikke for børnenes skyld, at I gør det” eller ”Orker I virkelig det med børn?”

Og svaret er JO – det er for børnenes skyld, men også for vores egen, og JA, det orker vi. Det vigtige for os, (har vi erfaret) er, at vi forventningsafstemmer, og nogenlunde planlægger hvad vi har lyst til at se og opleve – for ellers kan vi hurtigt bruge 3 dage på at gå op og ned af hovedgaden og kigge de samme butiksvinduer, som man kan opleve i hele verden – og så bliver stemningen dårlig (Undtagen hos mig).

Vi har været i København utallige gange, og vi vender ofte tilbage – for det ér jo bare en fantastisk by <3

Jeg har sammenfattet en kort beskrivelse af, hvad vi har lavet, om det var godt, og hvad vi vil anbefale.

Afgang fra Skagen mod Aarhus, om eftermiddagen, for at tage Molslinien – det er bare et dejligt afbræk, når man har børn med, der er forskellige legerum på alle deres færger, så det er ingen problem at slå tiden ihjel, og så serverer de jo fantastisk kaffe – Yay !

Som alle vores andre ferier, er vi virkelig sent ude med at få booket hotel, så det er begrænset hvad vi kan få – men vi lægger vægt på, at det skal ligge centralt – og vi gider ikke bruge hele feriebudgettet på vores hotel (hvert fald ikke når det er denne slags ferie).

Vi endte med at booke 3 nætter på Wake-up Copenhagen Bernstorffgade, som er et 2stjernet hotel (TIP: Jeg bookede kun til 3 personer, så vi sparede omkring 1000,- ( Ida er jo bare en baby, og hun sover i barnevognen).

Jeg ringede i forvejen for at spørge, om det var muligt at låne en elkedel til værelset, da vi havde behov for at få varmet sutteflasker om natten. Dette var ikke muligt, men hun tilføjede til min booking, at vi kunne hente gratis varmt vand i cafeen 24/7 (Ellers kostede dette 15,- pr glas!)

Vi ramte København ved 21.00 tiden og hoppede direkte i køjen så vi var klar til at udforske byen næste dag.

Dag 1 bød på dejligt vejr, vi gik derfor gennem byen, ned til Nyhavn, over cykelbroen, over til Broens Gadekøkken (Street Food) for at få den første forfriskning – vi elsker den slags koncepter.

Videre til Christiania, hvor vi fandt en hyggelig legeplads, hvor børnene kunne have leget i timevis, og vi kunne have siddet og nydt solen hele dagen. Vi forsøgte at banke lidt kulturhistorie ind i hovedet på vores 5 årige, men vi ved ikke helt om det hænger fast – men hun synes der duftede ualmindelig godt derinde.

Tilbage mod Broens Gadekøkken for at indtage frokosten, og sidde og nyde det gode vejr. Nogle smuttede tilbage til hotellet, og nogle blev inde i byen for at få stillet shoppelysten.

Aftenen stod på det obligatoriske besøg i Tivoli. Vi kom derind omkring kl 17.00, men det er altså lidt for sent, hvis man skal nå hele vejen rundt inden de lukker, så et TIP ville være at tage derind lidt tidligere.

Det er altid et kæmpe hit at spise på Mazzolis – en italiensk, virkelig hyggelig restaurant. De har et fint børnemenukort – og der bliver udleveret farveblyanter og tegninger.

Så blev det endelig ”lej-en-christianiacykel” dag – den har vi virkelig glædet os til. Det startede med øs regnvejr – så vi trak morgenmaden lidt på Lagkagehuset – det er så lækkert, men man betaler virkelig også for det.

Afsted mod Kgs. Have cykler for at leje en Christianiacykel og en almindelig cykel. Vi havde cykelhjelme til pigerne med hjemmefra, og vi havde taget Idas autostol med, så den sad hun i. (Hun kunne dog ikke også have cykelhjelm på deri – men hun var beskyttet af selve stolen hvis vi skulle vælte.)

Vi cyklede derudaf – først mod Langelinie, ned og sige hej til Den Lille Havfrue – videre ind mod dronningen, hvor vi var heldige at opleve et vagtskifte. Det var som at se en tegnefilm – Filippa var vild med det.

Turen gik gennem byen, langs Islandsbrygge, ud i mod Carlsbergbyen, tilbage ad Istedgade, og ned i mod Torvehallerne. GENIAL måde at opleve byen på – det er bestemt ikke sidste gang vi gør det! Det er en kæmpe anbefaling !

Dagen blev afsluttet med hygge i Kongen Haves – Genialt med alle de grønne oaser der findes i byen <3

Da det jo er en familietur vi er på, står denne dag også i børnenes tegn. Man kan jo næsten ikke besøge København i disse tider, uden at tage ind og hilse på de nye pandaer i Københavns Zoo – så det gjorde vi selvfølgelig. Det er også en klassiker, så det vil jeg ikke skrive så meget om, MEN der er alligevel lige en ting; vi parkede på Valby Langgade, og lige der på hjørnet ligger den fantastiske restaurant VACA, men ved siden af den, spottede vi en kæmpe stor slikbutik – Slikland, tror jeg den hed. Så efter en lang dag i ZOO, var alle godt tilfredse med at vi sluttede af, og tankede op her.

Sidste overnatning på vores tur, tog vi hos noget familie i Virum, hvor vi vågnede op til dejligt vejr, og gik derfor en tur ned til Bagsværd sø, hvor der gemmer sig en fuldstændig fantastisk svævebane, både for børn og voksne! Børnebanen var gratis, og det var lige noget Filippa kunne bruge. Banen til de voksne, så vildt sej og udfordrende ud. Det ville være et godt TIP til teambuilding eller Polterabend. Virkelig fint sted. Man kunne købe en is og en kop kaffe – så her kunne man godt bruge en hel formiddag.

Inden vi vendte snuden mod Jylland igen, kunne vi lige nå at besøge kunstmuseet ARKEN i Ishøj – der var en fantastisk udstilling af PATRICIA PICCININI – EN KÆRLIG VERDEN – Det var figurer som var formet i silikone – de forestillede en blanding af mennesker og dyr, på en lidt sjov, men munter måde. Virkelig fin udstilling, med værker der må have taget år at lave. Den var et besøg værd – også for børn !

Det var vores bud på en storbyferie med børn – der var lidt for alle – og nu ville vi ønske at vi skulle hjem og holde mere ferie, for det trænger man virkelig til, efter ferie med børn.

Jeg vil lige give et par ekstra fif – hvis man nu er så uheldig at der skulle være dårligt vejr, eller hvis man besøger København om vinteren. Vi er vilde med Experimentarium – her kan man bruge en hel dag hvis bare børnene er 3+

Louisiana – kunstmuseet i Humlebæk – er virkelig også et besøg værd . De har det vildeste børneværksted, hvis man er til den slags.

Tusind tak fordi I ville læse med, og tak til Emilie, for at åbne sin blog for mig.

_________________________

Hvis du har lyst til at følge mere med hos Elizabeth, så følg hende på instagram @elizabeth_skagen

Du kan også se lidt klip fra weekenden i København på Instagram under Take Over.




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *