At rejse med børn

Skagen

Skagen

Skønne, dejlige Skagen. Jeg har boet i Skagen i 13 år og jeg synes det er Danmarks dejligste ferieby. Selvom jeg snart har boet 10 år i København, min mor er flyttet til København og ingen af mine forældre bor, hvor jeg har boet sammen med dem – så siger jeg stadig, at “Jeg skal hjem til Skagen”.

Vi har besøgt Skagen to gange denne sommer. 2 uger i sommerferien sammen med venner og familie og så er vi lige kommet hjem fra Skagen, hvor vi har holdt en forlænget weekend sammen med vores venner fra Købehavn. Hvis du ikke har været her før, så er det helt klart noget du skal overveje, næste gang du planlægger ferie.

Hvad skal du se?

Der er mange dejlige steder i Skagen og omegn – og rigtig mange gode ting at lave med børn. Jeg har samlet nogle af de ting vi har lavet i Skagen og som jeg vi anbefale til børnefamilier.

Grenen

Grenen er Danmarks nordligste punkt. Her møder de to have, Skagerak og Kattegat, hinanden. I højsæsonen ses en folkevandring langs standen, når folk skal ud og stå med et ben i hvert hav.

Vi tog første tur herud, i sommers, på gåben og med barnevogn, sammen med vores venner og deres børn. Barnevogn kan sagtens lade sig gøre, men du skal være forberedt på, at første del af turen, skal barnevognen trækkes eller løftes gennem tungt sand. Når det stykke er overstået, er der fint hårdt sand, som vognen kan kører på langs stranden og hele vejen ud til spidsen. Louis og min kæreste Kevin mistede vi på halvvejen, da Louis hellere ville lege og kaste sten i vandet.

Derfor valgte vipå vores sidste tur til Grenen, at tage Sandormen. Sandormen kører ikke efter en fast køreplan og på en billet kan du komme t/r mellem Grenen parkeringsplads og selve spidsen. Den eneste betaling er kontanter, hverken dankort eller mobilepay kan bruges.

Vi havde ikke Louis med på sidst, men vores venner havde deres datter med på 2 år og hun syntes det var en oplevelse at være med Sandormen. Vi fik stået med et ben i hvert hav og nydt den smukke udsigt inden vi gik tilbage til bilen. Vores venner og deres datter tog Sandormen retur og nåede en lille is hos Grenens ishuset, inden vi andre kom tilbage.

Du kan være heldig at møde en sæl eller flere på turen mod grenen og i sommers mødte Ida og hendes mor en lille sæl, der kom op af vandet, netop som de sad i sandet og holdt en lille gå-pause – det er jo faktisk bedre end Zoologisk have.

Husk, at i havet omkring og på vej ud til Grenen, må der IKKE bades. Strømforholdene her er meget stærke og der kan være store huller i sandbunden. Der bliver skiltet med det på stranden, men næsten hver gang, ser jeg nogen, der alligevel hopper i vandet og det er bare NO GO.

Den tilsandede kirke

Sct. Laurentius Kirke, hvor der i dag kun er kirke tårnet tilbage, mens resten ligger begravet under sandet, er også et besøg værd. Vi hoppede på cyklerne derud og tog cykelstien i klitterne med vores frokost i cykelkurven.

Du kan også sagtens køre hertil i bil. Her er stor parkerings plads og herfra en lille gåtur hen til den tilsandende kirke.

Gl. Skagen

Efter vi havde spist frokost cyklede vi videre mod Gammel Skagen, for at se Sømærket, de mange smukke huse og forbi solnedgangs kiosken, hvor man jo bliver nødt til at holde en lille is-pause.

Råbjerg Mile

Råbjerg Mile er blevet mit yndlings sted når jeg skal til Skagen og så ligger det ikke en gang i Skagen. Det er genialt med børn og især, hvis de er vilde med en Sandkasse – tror ikke den kan fås større.

Louis elsker at være her der bliver løbet, hoppet og han kaster sig i sandet. Og hvis man også har en spand eller skovl med, ja så tror jeg han ville kunne bruge en hel dag her. Næste gang så pakker vi kaffekanden med.

Råbjerg Mile, er en klit der vandrer og det er den største i Danmark, idet den består af ca. 4 mio. kubikmeter sand. Hver år bevæger Råbjerg Mile sig 15 meter i nord-østlig retning.

Hvis du har mulighed, vil jeg også anbefale, at man besøger Råbjerg Mile ved solnedgang. Hvis her er skyfrit, så lyser det hele helt op i den smukkeste lyserøde, candyfloss farve.

Vi havde en del skyer, da vi var der, men fik fornemmelsen af, hvordan det må se ud – Prøv eventuelt at søge på #råbjergmile på instagram, der er altså nogle gode billeder af det.

Nordsøen Oceanarium

Hvis vejret ikke er med dig, er der stadig mange hyggelige ting at lave i og omkring Skagen. Vi besøgte Hirtshals, hvor Nordsøen Oceanarium ligger. Nordsøen Oceanarium er Nordeuropas største akvarium. Her er 75 akvarier og over 7000 fisk og havdyr. Her er altså underholdning for både børn og voksne. Vi havde vores Louis med på 20 mdr. og han elskede det.

Inden i tager turen hertil, så tjek dagens program ud på hjemmesiden. Så du ikke går glip af fx fodring af fisk, sæler og krabber. Eller når dykkerne hoppe i vandet og fortæller om klumpfisken og de mange andre dyr, der svømmer rundt i de mange liter vand, der er i akvarierne.

Her er både aktiviteter indenfor og udenfor – stedet er utrolig gennemført og jeg husker ikke hvornår jeg sidst har set så fine legeområder som stedet tilbyder.

Krabbebassinet havde desværre kun åbnet i weekenden, så det må vi sørge for at komme til næste gang. Jeg skal have lært Louis, hvordan de krabber skal fanges. Hold nu op, hvor har jeg fanget mange fisk og krabber som barn – mellem de store sten på stranden i Skagen.

Udenfor har de et sort bassin, som også kan ses indefra og fra den lange undervandstunnel. Her holder de legesyge sæler til, gråsælen og den spættede sæl. De er ikke til at stå for og Louis var meget fascineret, når de kom svømmende mod ham, når han stod i ruden.

Farm Fun

Farm Fun ligger lige uden for Ålbæk, mellem Skagen og Frederikshavn. Her kan du komme helt tæt på dyrene; Geder, Æsler, Kaniner, Marsvin, Kalkuner, Lamaer, Kameler og mange andre dyr.

Udover de mange søde og spændende dyr, er her legepladser, svævebane, hoppepuder, ponyridning.

Her kan du altså få mange timer til at gå sammen med familien. Stedet har både is, mad og drikkelse, men du er også velkommen til selv at have mad og drikke med, som kan nydes ved bordene der er placeret ved hoppepuderne og legepladsen.

For os, var Kalkunen dagens oplevelse. En pige, som cyklede rundt, lærte os, hvordan vi kunne “snakke” med Kalkunen, til stor underholdning for os alle. Louis var ikke til at få med videre, han ville helst bare stå og snakke med kalkunen. Han kluk grinte, når den “snakkede” tilbage.
Vi var her i sommer sammen med min familie, 4 børn og 7 voksne.

Billeder fra stedet røg med telefonen, som ikke kunne holde til alt det ferie i Skagen, desværre.

Ørnereservatet

Ørnereservatet, har jeg kun hørt godt om. Det ligger 20 minutter fra Skagen og jeg tænker vi skal besøge det næste sommer.

Legepladser

Her er jeg nok ikke den bedste at spørge, jeg ville jo sige Råbjerg Mile eller stranden, det synes vi herhjemme er den bedste legeplads. MEN jeg ved at inde i Skagen by, midt i gågaden, ligger Kappelborg Skolen, som i dag er et kulturhus. Her skulle der være en rigtig fin legeplads, med trampoliner og skateboard bane, leg for både store og små børn.

Derudover er der også en naturlegeplads, somewhere og til de lidt ældre børn kan jeg også anbefale minigolfbanen, Dinogolf.

Dem må vi udforske noget mere næste gang turen går nord på.

Hvordan oplever du Skagen bedst?

Helt klart på Cykel og gåben. Vi lejede cykler hos Skagen Cykeludlejning ved Banegårdspladsen. Her er både cykler til børn, cykelstole, cykeltrailer, ladcykler og cykelhjelme i alle størrelser.

Vi cyklede afsted på en damecykel og en Winther Ladcykel, hvor Louis kunne sidde spændt fast.

Hvor skal du spise?

Skagen byder på meget god mad, især fisk og jeg synes en frokost på havnen høre sig til, når man skal en tur til Skagen.

Havnen

Her er mange valgmuligheder lige fra grill til restaurant. Jeg giver jer her mine favoritter.

Fiskepakhusene på havnen:

Pakhuset Jeg elsker deres fiskesuppe, som jeg synes er den bedste i hele Skagen. De har også en fin børnemenu og næste gang, så har Louis bare at være vågen når vi er her. For børnemenuen på Pakhuset har en hjemmelavet Mælkesnitte, som dessert – Den skal “Louis” altså smage næste gang.

Hvis vi ikke selv laver helstegt rødspætte hjemme, så er det stensikkert, at Kevin skal have helstegt rødspætte, når vi besøger Pakhuset.

Skagen Fiskerestaurant, her ville jeg helt klart vælge Moules et frites. Mums det er godt, men jeg er altså også helt pjattet med skaldyr. Børnemenuen har jeg ikke prøvet, men deres fiskedeller er altså utrolig lækre og helt sikkert også at finde på børnemenuen.

Udover de to ovenstående er der Wittco, Laksehuset og Jollehuset, priserne er nogenlunde det samme som pakhuset, men du skal forvente at få din øl, sodavand eller vand serveret i et plastikkrus og ikke alle stederne har rigtige tallerkner. Jeg synes, at med den pris du betaler her, så vil jeg altså ikke spise og drikke af plastik og så er det bare heller ikke særligt miljøvenligt – væk med det plastik.

I den anden ende af havnen ligger Skawgrillen, det lyder måske ikke særlig charmerende, men jeg kan godt love dig for, at de laver nogle rigtig lækre stjerneskud af frisk fisk. Vi hentede mad herfra sammen med min mormor og tog det med hjem til hende.

De 2 have

Restaurant og Café De to have ligger på vej ud til grenen. Danmarks nordligste spisested og med en fantastisk udsigt. Sidst jeg spise her, fik jeg Krabbeklør og hold nu op hvor var de gode.

Hyttefadet

Restaurant Hyttefadet ligger i Gl. Skagen. Det er ved at være nogle år siden, at jeg sidst spise her. I højsommeren plejer de også at åbne op for deres lille pizzaria, som ligger i en tilstødende bygning til restauranten og det er altså gode pizzaer.

Iscaféen ved mindestøtten

Inde i Skagen ligger denne lille perle, hvor du kan spise frokost i baghaven. Lige ved siden af Skagen Bamsemuseum.
Her er så hyggeligt og her finder du altså en anden ro sammenlignet med havnen og gågaden. Lækkert smørrebrød – stedet er klart et besøg værd.

Hvor skal du sove?

Vi sover hos vores familie når vi besøger Skagen, så ingen af de steder jeg nævner nu, har jeg selv sovet.

Vi plejer for det meste at bruge airbnb og det fungerer super godt både i forhold til pris, plads og barn. Mon ikke det også fungerer i Skagen.

Hotel Marie er et forholdsvis nyt sted i Skagen fra 2013. Det er min kærestes kammerats Kone, som har været med til at starte det op – rigtig fint og hyggeligt og med et lidt anderledes koncept. Stedet består af 8 pensionatværelser, 6 dobbletværelser, 4 juniorsuiter og 8 ferielejligheder. Stedet ligger i centrum af Skagen – tæt på havnen, byen og stranden.

Camping, der er flere camping pladser i Skagen, så hvis du er mere til campingvogn eller telt, er det også muligt.

Vandrehjem. Skagens eneste vandrehjem, Danhostel. Vandrehjemmet ligger lige som du kommer ind i Skagen, lige ved Skoven, som ligger midt inde i Skagen. Et hyggeligt sted at overnatte på sin tur i Skagen.

Hotel Sønderstrand et hyggeligt hotel som ligger i Østerby – tæt på Vippefyret, havnen og lige ned til Sønderstrand.

Brøndums hotel, er et gammelt smukt hotel med masser af historie. Skagens maleren Anna Ancher´s forældre havde hotellet og Anna er født her. H. C. Andersen og Karen Blixen har været gæster på hotellet og flere af de berømte Skagens malere.

Så hvis du er til en masse historie, så er Brøndums hotel, helt klart et besøg værd og ellers bliver der serveret rigtig god mad her. Så hvis det ikke bliver til overnatning, så overvej frokost eller middag.

Der er lidt Badehotellet over stedet, vi mangler bare gæsterne Hr. Madsen og Edward Weise.

Ruths Hotel. Gl. Skagen er noget helt specielt og her er der en fantastisk feriestemning, men næsten alle husene herude er også sommerhuse. Ruths Hotel ligger lige ved sømærket og her oser af luksus, men som de selv skriver på deres hjemmeside, er børn mere end velkommen. På Ruths er der ikke sparet på noget, så er du luksus, wellness, god mad og natur – Er Ruths et godt, men også et dyrere valg når du skal finde overnatning i Gl. Skagen.

Hvad skal man ellers og opleve?

Hvis du tænker der er noget jeg ikke har fået med eller noget du slet ikke er enig med mig i – så skriv til mig.

Jeg håber i har nydt sommeren – den er altid så hurtigt forbi.

Vi ser frem til lidt mere varme om 2 ugers tid, når turen går til Spanien.
Hvis du heller ikke kan få nok er sommer, sol og ferie, så læs om vores tur til Kroatien og Samsø – måske du kan finde inspiration.

Husk at tagge jeres feriebilleder på Instagram med #littletravelerdk, så vi kan inspirere hinanden.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *